Elevfortællinger fra

Innovation & Design

 

Dette er elevernes personlige fortællinger fra partnerskabet.

 

Jeg har gået på Randers Produktionshøjskole siden september 2015. Jeg havde ikke noget at lave. Jeg søgte en læreplads som smed, men fandt aldrig noget. Jeg havde tre klip til at være på en uddannelse, og derfor ville jeg gerne i gang. Så fandt jeg det her, som kunne spore mig ind på, hvad jeg gerne ville. Det var noget med computer, som jeg altid har interesseret mig for. Jeg valgte innovation bandt andet på grund af 3D-printeren – det synes jeg var fedt.

 

Mit arbejde er 3D-konstruktion, 3D-tegning, 3D-print og idéudvikling. Også testning og prototypebygning og skitsering i forhold til normal tegning med papir og blyant, som ikke er på computer. Man laver noget, andre skal bruge – det er ikke bare noget, man leger. Fx med vores arbejde med at lave dronen, her har vi en deadline, hvor vi skal have en video færdig – der er noget på spil.

 

Mine lærere betyder meget for mig – det var dem, der startede med at inspirere mig. De lærer mig meget. De har mere erfaring og kan lære det videre. Vi har et mere venskabeligt forhold til vores lærere. Og hygger os sammen og det er fedt.

 

De andre elever betyder også ret meget. Vi hjælper hinanden. Hvis jeg ikke er god til noget, er de måske gode til det. Vi gør det også meget med humor. Nogle gange lærer jeg også fra mig, og de kommer og spørger mig. På den måder får jeg en følelse af, at jeg er god til noget.

 

Om et år er jeg gang med en uddannelse eller et arbejde, som har noget med det her fag at gøre.

 

Jeg har været på Partnerskabet siden august 2015. Før jeg startede, gik jeg på gymnasiet. Først tænkte jeg, at jeg skulle være tømrer. Det gad jeg ikke. Så gik jeg i gymnasiet i 3 måneder. Jeg sov for meget i timerne. Så skulle jeg finde på noget andet, og så fandt jeg på at komme på Randers Produktionshøjskole.

 

Mit arbejde er at være ham, der ringer rundt. Jeg er vores ansigt udadtil. Jeg er frontfigur. Mit job går ud på at lave det, vi mangler. Jeg er faktisk ikke særlig god til én ting, men jeg er gennemsnitlig til mange ting. Jeg er også med til idéudvikling – alternativ idéudvikling. Vores partnere har betydet, at vi har fået lov at bygge en drone – det er ret sejt.

 

Lærerne har en plads i hverdagen. Der er ikke noget værre, end at have en røvkedelig lærer, for så får man en røvkedelig dag. Når man er ved at gå død, kan man gå hen og få en røvsparkning med mørke jokes, og så kan man gå hen og arbejde videre.

 

De andre elever er nogle gamle røvhuller! Men det havde været kedeligt at sidde alene hele dagen, hvis de ikke havde været der.

 

Om et år går jeg forhåbentlig går jeg på HF. Der burde jeg være. Det lyder også 'fint'.

Nicklas, 21 år
 
Innovation & Design,
Randers Produktionshøjskole
Simon, 18 år
 
Innovation & Design,
Randers Produktionshøjskole

 

Jeg har gået på Innovationslinjen siden juni 2015. Jeg var blevet færdig med grundforløbet til IT-supporter og kunne ikke finde en elevplads, så for at få en indkomst startede jeg på Randers Produktionshøjskole.

 

Jeg er med til at finde ud af, hvad der egentlig kan lade sig gøre. Hvis noget går galt, kan jeg hjælpe med at reparere. Jeg er også god til matematiske ting – jeg havde fx andengradsligninger i 10. klasse. Det gav lidt frihed i 10., fordi jeg var foran.

 

Lærerne giver mig motivation til rent faktisk at komme om morgenen og til at møde stabilt, fordi man ved, at man får en god dag. Man får lov til at lave det man egentlig gerne vil. Det man brænder for.

 

Der er et godt fællesskab blandt eleverne. Det er venner, man har hele vejen igennem. Man får et godt fællesskab, når man laver ting hver dag, og det fortsætter forhåbentlig langt ud i fremtiden.

 

Om et år er jeg forhåbentlig noget inden for teknisk tegning, 3D-tegning og computere.

Preben (dæknavn), 20 år
 
Innovation,
Randers Produktionshøjskole